Om hestens biomekanik

HVAD ER BIOMEKANIK? OG HVORFOR ER DET VIGTIGT?

Biomekanik er læren om hvordan hestens krop og muskler fungerer i bevægelse. Og om hvordan bevægelsen påvirker hestens krop, positivt eller negativt. Ved at have en grundlæggende kendskab til biomekanikken kan vi forstå hvorfor visse bevægelsesmønstre er uheldige mens andre er gode.


Vi kan lære os at genkende den gode bevægelse, både ved at observere fra jorden og ved at føle når vi rider. Det vil med andre ord give os en enorm fordel i enhver form for træning af hesten, det være sig både dressur, springning, distanse, kørsel eller bare skovture. En skovturshest har også brug for en velfungerende krop for at kunne holde i mange år, faktisk har den mindst lige så meget brug for det som dressurhesten.